-
Lamborghini er konfiskeret hos momssvindler
来源: BDK Borsnyt / 07 2月 2025 07:57:29 America/Chicago
Statskassen overtager en sportsvogn fra en af de fem mænd, der fredag er dømt i en sag om groft skatte- og momssvig. Dommen indebærer ud over fængsel i fire år, at en 34-årig mand med adresse i Malmø mister en Lamborghini, som konfiskeres. Det oplyser Retten på Frederiksberg. Også tre andre tiltalte straffes med fængsel i fire år i sagen, der drejer sig om svindel for omkring 32 millioner kroner. Retten har fundet beviser for, at der blev produceret fiktive fakturaer for leje af mandskab. Tre virksomheder modtog fakturaerne, så de kunne undgå betaling af moms og skat. Fakturaerne skulle dække over sort arbejde, oplyser retten i en pressemeddelelse. Den femte tiltalte slipper billigere end de øvrige. Hans straf er fængsel i et år og tre måneder, og heraf skal kun tre måneder afsones. Afgørelsen er faldet efter en proces, der blev indledt ved retten 9. april sidste år. I alt har der været afholdt 44 retsmøder før fredagens domsafsigelse, oplyser specialanklager Susanne Bitsch fra Københavns Politi. Undervejs har rettens medlemmer blandt andet hørt de telefonaflytninger, som politiet havde fået tilladelse til at gennemføre. Kriminaliteten var systematisk og blev begået fra 2015 og frem til 2019, fremgår det af påstanden i anklageskriftet. Tiltalen lå klar i november 2022. I øvrigt er der ved dommen også udskrevet en betragtelig regning til de fire hovedmænd, Patrick Michell Jensen, Bekim Orani, Gani Orani og Nevzat Orani. Hver får bøder på cirka 30 millioner kroner, ligesom de også skal af med et tilsvarende beløb i erstatning for lovovertrædelserne. Fire af de fem dømte har på stedet anket til Østre Landsret for at få frifindelse, men den sidste har bedt om betænkningstid. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/lamborghini-er-konfiskeret-hos-momssvindler